Afrettende værktøjer
fra DIT til profilering, skærpning
og konditionering af konventionelle slibeskiver

Afretningsværktøjer genopretter målrettet en slibeskives funktionsdygtighed eller tilpasser den til en bestemt slibeopgave. Her fjernes materiale fra skivens overflade, således at slidte eller tilstoppede områder fjernes, slibekornene blotlægges, og den nødvendige kontur skabes.

Hos DIT anvendes der til dette formål diamantbesatte værktøjer med forskellige skære- og besætningskoncepter. Udførelsen afhænger af, hvilken slibeskive der bearbejdes, og hvilken geometri, overfladestruktur og processtabilitet der efterfølgende skal opnås.

Afretningsværktøjer kan inddeles i to hovedkategorier: stationære og roterende systemer. Til de stationære udførelser hører for eksempel enkeltkorn-, flerkorn- og flerkornsafrettere, profil- og Diaform-afrettere samt afretningsplader. Roterende afretningsværktøjer arbejder derimod med en diamantafretningsrulle, der drives under afretningsprocessen.

Inden for disse grupper adskiller afretningsværktøjerne sig desuden ved diamanttype, antal og placering af skærespidser, arbejdsbredde, geometri og bindingsmatrix. Vi fremstiller derfor forskellige værktøjsprincipper for at dække både punktuelle profileringopgaver samt flad- og automatiserede afretningsprocesser.

Valget af afretningsværktøj tager udgangspunkt i slibeskivens specifikationer. Afgørende faktorer er slibemidlet, bindemidlets type, kornstørrelse, skivestørrelse og profilform. Hertil kommer de krævede mål- og formnøjagtigheder, den anvendte slibemetode, det eksisterende afretningsudstyr samt de ønskede afretningsparametre.

Et enkeltkornet afretningsværktøj kan for eksempel være velegnet til fleksibelt fremstillede konturer, mens flerkornede eller multikornede systemer tilbyder fordele ved større arbejdsflader og belastbare afretningscyklusser. Ved DIT-dimensioneringen betragtes derfor værktøj, holder, diamantbelægning og maskinbetingelser samlet, i stedet for at udvælge afretningsværktøjet alene ud fra dets konstruktion.

Ved et stationært afretningsværktøj udfører værktøjet ingen egen rotationsbevægelse under bearbejdningen. Den relative bevægelse skabes af den roterende slibeskive og eventuelt af maskinaksernes bane. Afhængigt af udførelsen kan kontakten ske via en enkelt diamantskærkant, flere korn eller en flad virkningszone.

Roterende afretningsværktøjer er derimod selvdrevne og kommer i kontakt med slibeskiven med en defineret omdrejningshastighed eller hastighedsforhold. De er særligt velegnede til automatiserede processer med korte afretningstider og store stykantal. Hvilken udførelsesform der er mest velegnet, afhænger derfor af profil, maskine, partistørrelse, takttid og den krævede procesgentagelsesnøjagtighed.

Afretning er den overordnede bearbejdningsproces, hvorved en slibeskives funktionsdygtige tilstand opnås eller genoprettes. Her kan både dens geometri og dens skæreegenskaber ændres.

Ved profilering skabes eller korrigeres først og fremmest slibeskivens geometriske form, for eksempel en radius, en vinkel eller et komplekst profil. Ved skærpning er det derimod den mikroskopiske skæreevne, der er i fokus: Bindemiddelandele fjernes, slibekorn blotlægges, og spånrum åbnes igen. I praksis kan begge processer kombineres inden for en og samme afretningscyklus.

Fremføringen bestemmer , hvor dybt afretningsværktøjet trænger ind i slibeskiven. En for lille fremføring kan medføre, at slidte områder ikke fjernes fuldstændigt; en for stor fremføring øger derimod belastningen på værktøjet og materialetabet.

Fremføringen og den deraf følgende overdækning påvirker den fremkomne overfladetopografi. En større overdækning fører som regel til en finere afretningsstruktur, mens en mindre overdækning kan skabe en mere åben og skarpere skiveoverflade. Den rette kombination afhænger blandt andet af kornstørrelse, bindemiddel, afretningsværktøj, slibeopgaven og den ønskede emneoverflade. DIT tilpasser derfor disse parametre til den konkrete anvendelse i overensstemmelse med værktøjs- og slibeskivespecifikationerne.

Behovet for afretning viser sig ofte ved, at slibeskiven ikke længere pålideligt bevarer sin oprindelige skæreevne eller form. Typiske tegn er stigende slibekræfter, øget varmeudvikling, afvigelser i mål eller profil, ændret emneoverfladeruhed, tilstoppede porer eller en synligt udglattet skiveoverflade.

I reproducerbare serieprocesser bør tidspunktet for afretning ikke først fastlægges, når der er opstået en kvalitetsfejl. Det er fornuftigt at fastlægge en defineret afretningscyklus, der tager udgangspunkt i procesdata, slibeskiveslitage, komponentkvalitet og levetid. På den måde kan afretningen integreres i processtyringen, inden grænseværdierne for mål, overflade eller slibeydelse overskrides.